Kreativitet i portrætfotografi

·

Jeg deltog forleden dag i en super interessant Facebook live stream fra fotografuddannelse.nu, som omhandlede kreativitet, og den havde titlen “Hvor lever kreativitet?”. Efter min mening er opfattelsen af kreativitet forskellig fra person til person, og jeg vil med denne blogpost skrive, hvordan jeg opfatter kreativitet, og hvordan jeg benytter den i min portrætfotografi.

Definition af Kreativitet

Ordnet.dk defineres kreativitet som “evnen til at få nye idéer og udtrykke dem på en fantasifuld eller kunstnerisk måde”.

Ofte er kreativitet det, at man vil udtrykke tanker, fantasier, drømme og forestillinger i et skabende kunstnerisk værk såsom et maleri, digt eller for mit vedkommende et portrætfotografi. Dvs. først er der en idé, drøm eller tanke og derefter en handling i at producere værket. Og det er i skabelsen, at ens kreativitet bliver udtrykt, og der opstår en slags lykkefølelse i selve processen, men absolut også når man kigger på det færdige resultat. Det er bl.a. også derfor, jeg er stor tilhænger af, at printe de portrætfotografier man får taget, da printet foreviger portrættet og kan hænges op på væggen i en fin ramme.

Hvorfra får man så den gode kreative idé eller tanke, som skal udtrykkes?

Jeg får ofte min inspiration i malerier, der viser menneskers kultur og handlen. F.eks. Skagensmalernes værker, eller dramatiske kunstnere som Rembrandt og lign. Men den kan også komme fra farver, musik, film, bøger, andre fotografers portrætter, magasiner eller det, at man ser en ny forbindelse mellem forskellige ting og sætter dem sammen på en ny sjov eller interessant måde, der frembringer en ny skabelse.

Jeg er meget betaget af æstetiske sammenhænge, hvor lys, farver, tøjvalg, lokation, udtryk, skønhed og budskab træder frem. Men også anvendelse af fotografiske principper (f.eks. Golden Ratio), der gør portrætfotografiet ekstra godt. Og at kunne mestre disse sammenhænge og principper til at skabe et rigtig godt portrætfotografi er for mig også kreativitet.

Ofte anvender jeg Mindmap teknikken for at brainstorme over et emne og for at få nye idéer. Mindmap er et super godt værktøj til at inspirere til at arbejde med nye idéer, og ofte kommer der nye vinkler på. (Mindmap kan iøvrigt anvendes til alle slags brainstorminger og jeg kan klart anbefale det. Jeg har brugt det i mange år i mange sammenhænge.)

Da jeg portrætterer mennesker med fotografi, er det i sagens natur min referenceramme.

Når idéen er der, kan man bedre opstille et mål med det, man vil sige med portrættet. Skal portrætfotografiet give en opløftende æstetisk oplevelse eller skal den forsøge at vise en stemning eller personens indhold?

Som det også blev nævnt på Fotografuddannelse.nu’s Facebook live, jeg deltog i forleden dag, så gælder det om at have sit mål for øje, når man skal være kreativ i sit portrætfotografi. Hvis man har sit mål med portrætfotografiet for øje, kan man hele tiden holde sine handlinger under fotosession op imod målet og justere ind.

Kreativitetens flowtilstand

Man kommer i en slags flowtilstand, når man udfolder sig kreativt sammen med den person, man portrætterer, og ind imellem tager fotoshootet en anden drejning, end den man havde tænkt. Men det gør ikke noget, da der så bliver skabt noget nyt og interessant. For at kunne blive i den kreative flowtilstand, skal man have styr på det tekniske og ikke tænke for meget over, når man justerer lys eller kamera. Det er blot værktøjer, som man har på rygraden og justerer på, for at tilgodese det mål man har opstillet. Det er nemlig i den kreative forbindelse til personen, der fotograferes, at flowtilstanden opstår, hvor man glemmer tid og rum og får skabt et helt særligt portrætfotografi. Og der skal opmærksomheden ikke gå på det tekniske men være på og sammen med personen, der fotograferes. I den kreative proces med at skabe portrætfotografiet, forsøger man sig også frem. Man frembringer noget, der virker og noget der ikke virker, og så justerer man. Men det er denne proces, der er sjov og når man når frem til noget godt, opstår lykkefølelsen.

Portrætfotografi af Cille i kreativ flowtilstand, set fra siden og hun smiler
Kreativitetens flowtilstand

Hvordan får man kreative portrætter, der viser personens karakter?

Når jeg producerer et portrætfotografi forsøger jeg at slå hul på den maske, som de fleste mennesker har, for at vise personens virkelige karakter eller indhold. Vi indeholder alle materiale fra vores liv, som har præget os alle i forskellige retninger, og kreativitet er for mig også at kunne vise de sider i portrætfotografiet. I den proces er personinstruktion vigtigt, idet man skal kunne skabe et rum, hvor personen føler sig tryg og kan udfolde sig kreativt sammen med mig som portrætfotograf.

Kreativitet i portrætfotografi, Clara smiler
Kreativitet i portrætfotografi

Når man har fået opfyldt sit kreative mål, hvad enten det var at frembringe en historie, en særlig side af personen eller en stemning i portrætfotografiet el. lign. afsluttes den kreative proces og portrætfotosessionen er færdig.

Når jeg er kreativ og skabende i min portrætfotografi, føler jeg mig levende og jeg bliver rigtig glad, når det hele er gået op i en højere enhed. Og de portrætfotografier, jeg skaber, kan jeg med stolthed og glæde kigge på i fremtiden. Og når personen, der får taget sit portrætfotografi, selv får den samme lykkefølelse og udtrykker stor glæde og tilfredsstillelse med portrættet, forstærker det blot endnu mere lykkefølelsen for mig. Det er derfor jeg elsker at tage kreative portrætfotografier af mennesker.

For mig er kreativitet en stor del af liv, da det er idéer og evnen til at omsætte dem til virkelighed, der danner grundlag for livet.

Her kan du selv se den Live Stream fra Fotografuddannelsens Facebook Live. Og den hedder “Hvor lever kreativitet?”

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *